AV-tekniker med fokus på LED-løsninger

Kreativ og tung AV-tekniker med fokus på LED-løsninger søges

– vi har travlt med at servicere vores kunder, så derfor søger vi endnu en ny kollega til vores kontor i København

I Get Visual sætter vi en ære i at designe og afvikle både fysiske, virtuelle og hybridmøder i høj kvalitet for virksomheder, organisationer og myndigheder. Og vi mærker en stor efterspørgsel fra vores kunder på lige netop den måde, vi løser opgaverne på. I Get Visual ved vi, at den stærkeste form for kommunikation er, når mennesker mødes. Udført rigtigt kan det skabe stærke relationer, flytte dagsordner og få budskaber til at leve.

Kompetencer

Vi søger nu en kreativ og teknisk tung LED-tekniker til vores kontor i København, der kan bidrage til at løfte vores arbejde med at benytte LED-skærme kreativt og gerne som en integreret del af de samlede scenografi- og brandingløsninger, vi designer til vores kunder. Du skal ligeledes kunne håndtere rigning af større LED-vægge, opsætning og justering af vores portefølje af projektorer samt have erfaring med scalere, kameraer og gerne indhold som PowerPoint og video.

Om dig

Vi løser mange typer af opgaver for vores kunder, men fælles for dem er, at det handler om forretningskritiske møder, hvor der er noget på spil for kunden. Så er du til glimmerkanoner, røgmaskiner og store armbevægelser, vil du blive slemt skuffet. Til gengæld er vi en familievenlig arbejdsplads, hvor der kun sjældent er weekendarbejde.

Den rigtige person til stillingen har lyst til kundekontakt, til at understøtte høj kundetilfredshed og til tæt samarbejde med teamet af dygtige kollegaer.

Lige netop den høje kundetilfredshed, langsigtede kunderelationer og stærke løsninger har været et kendetegn for Get Visual, lige siden vi så dagens lys i 2010.

Skåret ind til benet skal vores nye AV-tekniker kunne sætte flueben ved følgende:

  • Du skal være udadvendt og kunne lide at tale med mennesker
  • Du skal helt grundlæggende være vores ekspert på LED-løsninger og rigning af disse
  • Du skal generelt være helt fremme på it-fronten og være knivskarp den visuelle del af mødeafviklingen (LED-løsninger, projektorer, scalere, videomiksere, kameraer m.v.)
  • Du skal være kreativ og se muligheder for nye løsninger til kunderne
  • Du skal beherske både dansk og engelsk.

Til gengæld står vi klar med et job, hvor to dage aldrig er ens. Du får lov til at være vores inhouse LED-ekspert og arbejde sammen med og skabe løsninger for nogle af Danmarks største virksomheder og organisationer. Det bliver også dig, der underviser kollegaerne i brugen af LED-løsninger, er den tekniske go-to guy, udvikler og optimerer vores brug af LED i samarbejde med vores leverandør, ligesom du kommer med indspil til vores investeringsplaner. Og så får du et bagland af kollegaer, der bakker op, sætter en ære i at levere høj kvalitet og samtidig kan give både med- og modspil.

Vi er klar med sidemandsoplæring på de felter, hvor du endnu ikke har erfaring, og et udviklende kollegialt miljø med over 30 ansatte – men vi forventer, at du fra start byder ind med din ekspertise inden for LED-løsninger og har en naturlig teknisk autoritet på området.

Ansøgningsfrist og spørgsmål

Ansættelsesvilkårene matcher vores krav til dig, og du kan se frem til en høj grad af frihed under ansvar.

Du kan læse mere om Get Visual på getvisual.dk – og har du spørgsmål til stillingen, kan du ringe til projektleder Anders Kring på 5060 6021 eller adm. dir. Claus Hammerby på 5060 6000.

Send din ansøgning inkl. CV til job@getvisual.dk senest den 20. maj 2022.