staged_by_get_visual_ GET VISUAL A/S

GENERELLE SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER

Mellem Get Visual A/S, CVR-nr. 32669913 -  forkortet til ”GV” - og ”Kunden”, gælder følgende generelle salgs- og leveringsbetingelser i det omfang, de ikke fraviges ved anden skriftlig aftale mellem parterne.

Nærværende salgs- og leveringsbetingelser går forud for Kundens eventuelle indkøbsbetingelser, som ikke skal være gældende mellem parterne. Kunden accepterer ved tiltrædelse af et tilbud fra GV, at nærværende salgs- og leveringsbetingelser er gældende forud for Kundens eventuelle egne betingelser.

1. Tilbuds- og kontraktbetingelser

1.1  Alle tilbud fra GV gælder i 4 uger under forudsætning af ledig kapacitet på ordretidspunktet, medmindre andet er anført i tilbuddet.

1.2  Alle priser i fremsendte tilbud/kontrakter, er ekskl. 25% dansk moms, medmindre andet er angivet.

1.3  Kunden kan alene påberåbe sig de i den individuelle aftale anførte vilkår. Oplysninger, som GV har fremsat mundtligt, på internettet, i brochurer o.l. er således uden relevans for bedømmelsen af leverancen.

1.4  En ordre er kun bindende, når den er godkendt af GV med en ordrebekræftelse via mail.

1.5  Kunden godkender den i tilbuddet/kontrakten værende tidsplan.

1.6  Hvis arrangementet varer længere end estimeret i tidsplanen i tilbud/kontrakt faktureres ekstra timer iht. gældende timesats pr. påbegyndt time pr. anvendt medarbejder, samt andre tilstødende omkostninger.

1.7  Følgende er ikke inkluderet i tilbuddet/kontrakten, medmindre det er anført, og alle udgifter hertil afholdes af Kunden:

  • Udgifter til fortæring og drikkevarer til GV’s medarbejdere under udførelse af opgaven
  • Udgifter til hotelovernatning for GV’s medarbejdere, hvis det er nødvendigt for udførelse af opgaven
  • Udgifter til konferencestedets eksisterende tekniske udstyr og øvrige leverancer samt personale til betjening af dette
  • Forbrug af strøm, internet og andre forbrugsudgifter på konferencestedet, lifte og eventuelle lokaleombygninger
  • Udgifter til vagt, sikkerhed og forøgede sundhedsforanstaltninger hvor det er påkrævet som følge af arrangementets karakter og ansvarlig gennemførelse

1.8  Efterfølgende ændringer i et af Kunden godkendt tilbud/kontrakt skal ske skriftligt (email) og skal bekræftes skriftligt af GV for at være gældende.

2. Leverance

2.1  Leverancen i form af udstyr, opsætning, betjening og nedtagning er udspecificeret i tilbuddet/kontrakten.

2.2  Udstyr fra GV må ikke betjenes af andre end GV’s personale og GV’s eventuelle underleverandører, medmindre andet er aftalt.

2.3  Alle tegninger, designløsninger og andre tekniske dokumenter vedrørende materiellet eller fremstillingen heraf, som før eller efter aftalens indgåelse overlades fra den ene part til den anden, tilhører den part, som har udleveret dem. Modtagne tegninger, designløsninger og andre tekniske dokumenter eller teknisk information kan ikke uden samtykke fra den anden part anvendes til andet end det, der var formålet med overladelsen. Uden samtykke fra den anden part må det nævnte materiale ikke kopieres, reproduceres, overgives til eller på anden måde bringes til tredjemands kundskab.

2.4  Kunden er ansvarlig for, at Kunden har rettigheder til alt materiale (f.eks. lyd, musik, video, foto), der ønskes afspillet af GV i forbindelse med leverencen. Eventuelle. rettighedstvister mellem Kunden og en eventuel rettighedshaver er GV uvedkommende, og GV kan ikke gøres ansvarlig for brud på eventuelley rettigheder.

3. Mangler og ansvarsbetingelser

3.1  Såfremt Kunden ønsker at reklamere over eventuelle mangler, skal skriftlig reklamation fremsættes uden ugrundet ophold, efter at manglen er konstateret.

3.2  Efter at GV har modtaget reklamation om en mangel, som anses for omfattet af denne bestemmelse, vil GV uden forsinkelse afhjælpe manglen.

3.3  GVs ansvar (herunder enhver forpligtigelse til at betale erstatning til kunden) i henhold til den indgåede kontrakt kan i intet tilfælde overstige det beløb, som Kunden har betalt til GV for den leverede ydelse i henhold til kontrakten. Har kunden alene indbetalt en del eller ingen dele af den samlede kontraktsum, er ansvaret begrænset til den allerede foretagne delvise indbetaling.

3.4  GV er ikke ansvarlig for indirekte tab, følgeskader, driftstab, tab af data og omkostninger til disses retablering og tab af fortjeneste, uanset om dette skyldes simpel eller grov uagtsomhed. I det omfang GV måtte blive pålagt ansvar over for tredjemand, er Kunden forpligtet til at holde GV skadesløs i det omfang, et sådant ansvar rækker ud over den ovenfor fastsatte grænse. Kunden er pligtig at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav imod GV i anledning af skade, som påstås forvoldt af en fejl ved en af GVs leverancer.

3.5  GV har produktansvar over for leverancens skadeforvoldelse på personer og tab af forsørger i henhold til den til enhver tid gældende ufravigelige lovgivning herom. Herudover påtager GV sig intet produktansvar. Kunden kan til enhver tid forespørge GV omkring GVs produktsansvarsforsikring og forsikringssummer som vil blive oplyst. GVs eventuelle produktansvar kan ikke overstige de summer som er indeholdt i GVs produktansvarsforsikring.

3.6 Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed for GV, når de indtræffer efter aftalens indgåelse og forhindrer GV’s opfyldelse af aftalen:

Arbejdskonflikter, strejker, lockout og enhver anden omstændighed som parterne ikke har været herrer over, såsom brand, krig, uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, sabotagehandlinger, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraftmidler, epidemier herunder blandt andet pandemier som f.eks. restriktioner af Covid-19 eller tilsvarende pandemi/epidemi og mangler ved leverancer fra Kunden, Kundens venue (herunder eksempelvis internet, strøm m.v.) eller underleverandører, eller forsinkelse med sådanne leverancer, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

Get Visual skal uden ugrundet ophold skriftligt underrette Kunden om begivenhedens opståen og ophør.

Get Visual er berettiget til, ved skriftlig meddelelse til Kunden, at hæve aftalen, når dens opfyldelse inden for en rimelig tid bliver umulig på grund af nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.

4. Opbevaring af data/Persondata

4.1  Når GV indsamler og opbevarer data på vegne af Kunden, bliver GV databehandler. Data opbevares i den periode, der er aftalt mellem parterne, hvorefter de slettes. Kunden er ansvarlig for at oplyse til dataafgiverne om, hvilke data der gemmes, hvad de anvendes til, og hvor længe de opbevares. Kunden er ligeledes ansvarlig for, at der skiltes hermed i områder, hvor indsamlingen af data sker uden dataafgivers mundtlige eller skriftlige accept, f.eks. i forbindelse med streaming, hvor optagelserne af deltagerne vil blive transmitteret og efterfølgende gjort tilgængelige på internettet i en periode efter optagelser.

4.2  Kunden er som Dataansvarlig ansvarlig for, at der indgås en Databehandleraftale. GV har en standard Databehandleraftale, der kan benyttes.

4.3  GV opbevarer persondata der er relevante for kundeforholdet indtil kundeforholdet ophører, eller den Dataansvarlige beder om at få oplysningerne slettet.

4.4  Kunden har det fulde ansvar for at indhente de nødvendige tilladelser/samtykker for data som eventuelt offentliggøres under eller efter arrangementet. På forlangende skal Kunden fremvise nødvendige samtykker til GV.

5.  Betalingsbetingelser

5.1  Til eksisterende Kunder fremsendes faktura til betaling 14 dage fra fakturadato, medmindre andet er aftalt.

5.2  Til nye Kunder aftales der særlige betalingsvilkår, disse vil fremgå af tilbuddet. Der vil her være tale om hel eller delvis forudbetaling.

5.3  Ved for sen betaling opkræves umiddelbart et kompensationsgebyr på 310 kr. samt rykkergebyr, jf. Renteloven, ifm. 1. rykkerskrivelse, og der beregnes rente på baggrund af Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 8 %. Herefter fremsendes yderligere 2 rykkere med 10 dages mellemrum. Herefter overgives sagen til inkasso.

6. Afbestillingsbetingelser samt udskydelser

6.1  I tilfælde af Kundens aflysning af arrangementet skal Kunden betale et afbestillingsgebyr som angivet i 6.2 med mindre andet er skriftligt aftalt. Afbestilling skal ske skriftligt.

6.2  Kunden skal betale for samtlige forberedelsestimer GV har brugt på arrangementet frem til aflysningen med tillæg et aflysningsgebyr, som beregnes ud fra det godkendte tilbud/kontrakts samlede beløb og som udgør følgende:

  • Fra accept af tilbud/kontrakt og indtil 6 måneder før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 20% af beløbet
  • Fra 6 til 3 måneder før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 40% af beløbet.
  • Fra 3 til 1 måned før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 60% af beløbet.
  • Fra 1 måned til 10 dage før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 80% af beløbet.
  • Mindre end 10 dage før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 100% af beløbet.

6.3  Såfremt Kunden ønsker at udskyde et arrangement gælder følgende bestemmelser:

Et arrangement kan maksimalt udskydes med 6 mdr. fra den dato, hvor arrangementet var aftalt afholdt i henhold til. En udskydelse med mere end 6 mdr. betragtes som en aflysning og behandles jf. punkt 6. Det er en forudsætning for udskydelsen, at GV skal udføre det udskudte arrangement for Kunden, samt at GV har mulighed for at stille med personale og udstyr på den nye ønskede dato(er). Kunden kan ved udskydelsen blive pålagt yderligere omkostninger til afholdelsen af det nye arrangement, såfremt der fra bestillingen og frem til udskydelsen er sket dokumenterbare prisstigninger. Ligeledes skal Kunden afholde GV’s omkostninger ved udskydelsen. Udover eventuelle prisstigninger og omkostninger skal Kunden ved udskydelse af et arrangement betale et gebyr svarende til følgende:

  • Fra accept af tilbud/kontrakt og indtil 6 måneder før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 10% af beløbet
  • Fra 6 til 3 måneder før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 15% af beløbet.
  • Fra 3 til 1 måned før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 25% af beløbet.
  • Fra 1 måned til 10 dage før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 35% af beløbet.
  • Fra 10 dage til 48 timer før opsætning af udstyr påbegyndes, skal Kunden betale 50% af beløbet.
  • Fra 48 timer før opsætning af udstyr påbegyndes, skal kunden betale 100% af beløbet

7. Uoverensstemmelser

7.1  Alle tvister afgøres efter dansk ret ved GV’s værneting.

Oktober 2025